tirsdag den 8. juli 2014

Der var engang ...

... en blog. En blog, der hed 'byhornung'.

Bloggen var et kreativt og visuelt univers, der rummede alt det mit hjerte begærede. Serigrafitryk, kreative projekter, opskrifter på søde sager, inspiration, billeder af mine helt ustyrligt dejlige unger og ikke mindst noget med prikker. Det har været en skøn rejse, som jeg har været på med bloggen, og jeg har virkelig nydt det. Nydt at lægge billeder ind, og på den måde genskabe og fastholde skønne øjeblikke, som har haft stor betydning for mig.

Men tiden er løbet fra bloggen, og det er den, fordi jeg aller helst vil gøre alle indlæg indbydende, inspirerende og lækre at se på, samtidig med at teksten også skal være værd at læse. Og enhver derude på den anden side af skærmen skal vide, at det tager rigtig - som i RIGTIG - lang tid, at lave et gennemarbejdet blogindlæg med velskrevet tekst og flotte billeder. Den tid har jeg ikke tid rådighed nu, som dengang jeg startede bloggen, og jeg vælger derfor, at lade min blog rinde ud med tidevandet.

Jeg lader fortsat siden blive liggende her, og hvis du stadig gerne vil følge med i min hverdag og mine projekter, er du meget velkommen til at klikke ind hos mig på Instagram.



Tak for nu, og tak fordi du kiggede forbi.
Det har været en fornøjelse, og jeg ønsker jer alle den dejligste sommer!

P.s. Jeg kan lige nævne, at jeg har trykt ovenstående postkort i fire forskellige varianter, der alle kan købes på min webshop (den løber nemlig ingen vejne).

lørdag den 17. maj 2014

Stille, stille, stille ...

Det er der i den grad her på bloggen! Det afspejler dog ikke min hverdag, der er langt fra stille. 

Jeg er snart færdig med 1 år på Kunstakademiets Arkitektskole, og nøj et spændende forår, det har været. Semesteropgaven er afleveret og forsvaret, og det var en dejlig positiv oplevelse. Forude venter en workshop i Svendborg, hvor der skal bygges store modeller. Jeg er vild med at gå på den skole, og lærer noget nyt hver dag. Men desværre betyder det, at bloggen i perioder ligger tyst og stille hen. Jeg er ok med det, og sender den kærlige tanker tit og ofte. 

Et par dage med ferie giver heldigvis lidt ekstra tid til noget af det, som jeg (også) godt kan lide at lave - nemlig krea-projekter:-) Vi har længe samlet på tomme toilet- og køkkenruller, og i går eftermiddags blev de tryllet om til bamsegynger og giraffer. Herligt!

Fortsat gode bededagsferie!



søndag den 20. april 2014

Påskemuffins

Lige her, hvor vi bor, bor der en masse skønne mennesker, som ved længere tids naboskab er blevet vores venner. Det er så herligt! Og med dem har vi fejret påsken på traditionel vis med æggejagt på Fælleden og fællesbragt påskefrokost med den lækreste mad, jeg længe har smagt - og hjemmelavet rabarbersnaps.

Vi var dem, der bragte kagerne - påskemuffins og påskepavlova. Her er opskriften på påskemuffins, som gerne må blive bagt dagen før de skal serveres. Frostingen er bedst, hvis den er lavet samme dag.





Chokolademuffins
Opskriften er inspireret fra bogen 'Kager, der smager' af Alette Bertelsen

4 æg
150 g rørsukker
100 g brun farin
200 g smør
300 g hvedemel
6 spsk kakao
2 tsk bagepulver
3 tsk vaniljesukker
2 spsk mælk
5 spsk kogende vand

Pisk sukkeret med æggene til det bliver luftigt. Smelt smørret og rør det i. Bland mel, kakao, bagepulver og vaniljesukker og rør det i dejen. Læg dejen i papirforme med to skeer, og sørg for, at de kun er fyldt halvt op.

Til disse påskemuffins brugte jeg små papirforme, og bagte dem ved 175 gr i 11-12 minutter, og fik 50 små fine kager.

Man kan også bruge de store/almindelige forme, og bage dem omkring 20 minutter. Gerne i en metalform, så dejen ikke render ud. Det er ikke nødvendigt med de små, der holder papirformen fint. Ellers kan dejes gøre lidt tykkere med lidt ekstra mel.

Påskefrosting
100 g smør (stuetemperatur)
350 g flormelis
2 spsk mælk
Et lille drys vanillepulver
Gul frugtfarve

Blødgjort smør, flormelis og mælk piskes til det bliver en samlet masse. Det kan godt tage lidt tid, hvis smørret er for koldt. Men fortsæt bare, det kommer lige pludselig:-)
Når massen er sammenhængende dryppes med frugtfarve lidt ad gangen til den ønskede farve opnås. Jeg brugte ca 2 teskefulde.

Når frostigen er klar hældes den på en tylle, og sprøjtes på de bagte muffins som små fuglereder, der pyntes med et mynteblad og et lille sukkeræg.

Voila og velbekomme! Så er der påskemuffins til både store og små.

De færdige kager med pynt kan godt holde sig i 2 dage, hvis de opbevares i køleskabet.


søndag den 13. april 2014

Photoshoot i de skønneste omgivelser

For et par uger siden var jeg så heldig at få lov til at boltre mig i nogle skønne omgivelser, hvor jeg kunne tage billeder af alle mine tryk. Nemlig i butikken Smukt Brugt på Amagerbrogade 201 - som også forhandler mine tryk. Butikken bugner af skønne sager, som jeg fik lov til at låne til styling af mine billeder. En rent slaraffenland - hvor jeg dog også endte med at købe et lyserødt fad med hjem:-)

Jeg fik taget billeder af en hel masse tryk, og webshoppen er ved at være godt opdateret med alle bogstaverne. Der er stadig lidt vej igen, da trykkene laves i både A3 og A4. Det skal selvfølgelig også fotograferes. Og heldigvis for det. Så får jeg nemlig lov til at komme på besøg hos Smukt Brugt med mit kamera igen. Jeg glæder mig allerede.

Tak, Laura for lån af din butik, og alle dine skønne varer! Mine billeder var ikke blevet det samme uden:-)






tirsdag den 1. april 2014

En Instagram-vinder

Tak til alle jer, der deltog i min Give Away på Instagram!

Vi har alle noget, der gør os glade - og det har været en fornøjelse at se både hvem og hvad, der kan gøre jer glade helt ind i hjertet. Tak fordi jeg måtte kigge med!

Og selvom det er d. 1. april, og man måske kunne fristes til at lave lidt aprilsnar spas, så er den altså god nok - jeg har trukket en vinder, og den heldige er @christinalohse. Stort tillykke til dig! Jeg glæder mig til at trykke et M til dig.