fredag den 27. september 2013

En rejse

Ikke blot i ordets bogstaveligste forstand, men også en af livets rejser!

Jeg har aldrig før været i Tyrkiet, og lige om lidt tager jeg dertil. Det bliver ikke alene, men det bliver uden de vigtigste mennesker i mit liv, som tæller min vidunderlige mand og mine to skønne unger.

Jeg skal på studietur med Arkitektskolen, og jeg glæder mig som en gal. Jeg glæder mig til alt det vi skal se og opleve, og alt det vi skal lære undervejs. Vi skal opmåle byen, og genskabe den, når vi kommer hjem igen. Vi skal tage aftryk af forskellige ting, som vi hver især skal arbejde med efterfølgende. Jeg glæder mig også til at være sammen med mine skønne studiekammerater, og lære dem endnu mere at kende. Nye bekendtskaber er jo kimen til nye venskaber:-)

14 dage varer studieturen, og at være væk fra sine børn så længe, er jo en rejse i sig selv. Det har jeg ikke prøvet før, og det bliver uden tvivl den største udfordring. For siv susan da, hvor jeg kommer til at savne min familie. Faktisk har jeg allerede savnet dem lidt på forhånd, og giver dem et lidt længere og fastere knus i disse dage.

Halleluja for internet og Skype! Og Halleluja for, at det overhovedet kan lade sig gøre! Det er jeg dybt taknemmelig for.

Den smukke blå moske glæder jeg mig til både at se, opleve og fotografere.
Billedet er ikke mit, jeg har lånt det her

tirsdag den 24. september 2013

Jeg kan godt lide mandage

Især når skemaet siger tegneungervisning.

Efter mandag kommer tirsdag, og den er jeg også vild med. En helt ny dag fuld af muligheder. Min tirsdag byder på tegneundervisning igen - og jeg glæder mig. Hvad byder din tirsdag på?





søndag den 22. september 2013

Insta-loppen

Jeg er ikke særlig god til at smide ting ud, det indrømmer jeg gerne. Jeg indrømmer også gerne, at jeg er glad for at bringe nye ting med hjem. Det kan godt være en udfordring. Yndlinglegetøjet skrifter karakter, børnene vokser ud af deres tøj og pludselig står man med 6 skistøvler, og bare 4 voksne fødder i familien. Jeg har før været på loppemarked, og elsker at se vores (u)brugte sager finde glæde i nye familier og nye hjem. Det er så trist, at smide ting ud, som stadig har masser af brugsværdi i sig.

I år har jeg valgt at prøve noget andet end loppemarked - jeg vil nemlig prøve Instagram af som 'brugt-biks'. Derfor har jeg oprettet en lille shop med billeder og beskrivelser, og sat nogle fine sager til salg til loppemarkedspriser. Der er mest til børn.

Følg med på @mini_shoppen, hvor der i den kommende uge vil komme flere (u)brugte sager til salg.

søndag den 15. september 2013

Loftbazaaren

I denne weekend sker der en hel masse ting i København. Der er mange forskellige markeder rundt omkring, og i går havde jeg fornøjelsen af at kigge forbi Loftbazaaren på Amager.

Det er et rigtig fint designmarked, men alt fra smukke håndlavede øreringe og lysende bogstaver til puder og the-hætter i håndtrykte tekstiler. Og en hel masse andre fine sager.

Stedet er ikke så stort, og stemningen er intim. Det er nemt at overskue boderne, som er så godt placeret, at der er rigelig med plads til at komme rundt og kigge på godterne.

De har tilmed også et lækkert udendørsområde, hvor man bl.a. kan sidde og nyde en cowboytoast eller en æbletrifli til ganske fornuftige priser. De serverer også økologisk kaffe til blot kr. 15,- for en kop.

Jeg synes helt sikkert markedet er et besøg værd, og sender hermed mine varmeste anbefalinger. Adressen er Prags Boulevard 43, og i dag holder de åbent fra kl. 10-17.

Uglaserede påskeæg fra HELLE-GREJ

Udklækkede påskeæg - ligeledes fra HELLE-GREJ,
som har en super fin humoristisk tilgang til sit arbejde

HELLE-GREJ kopper med mange hanke

Dele-koppen ... eller måske til én med ti tommelfingre:-)

Lysende bogstaver og fine vintage sager fra LebenCph

Flere fine sager fra LebenCph. Jeg ønsker mig et stort lysende B til min stue. De kan finde næsten hvad som helst inden for lysende bogstaver, så spørg endelig løs, hvis du søger efter noget bestemt.

Søstrene OhDeer laver alle disse fine smykker i hånden

OhDeer gør det igen - og jeg er vild med den sarte lysegrønne farve

OhDeer halskæder - og der var mange flere, som jeg ikke har fotograferet

Flotte cover, der fås til både iPhone 4 og 5. TRÆ

Mobilcovers i træ - lavet af TRÆ (med to prikker over)

Håndlavede smykker af HandcraftedCph

HandcraftedCph



lørdag den 14. september 2013

Selvstudie

En selvstudiedag på Arkitektskolen i går, fredag, blev ikke til så meget studie. Mest blev tiden brugt sammen med mindstepigen, som ikke var helt frisk nok til børnehave.

Vi malede med vandfarver, tegnede og klippede cirkler. Og det kom der fine guirlander ud af som, som ungernes farmor skal have, når de er på besøg her i weekenden. Det er vel også en slags selvstudie:-)











tirsdag den 10. september 2013

Vild med livet

Jeg er vild med livet. Vild med alt det indeholder. Ah OK, måske ikke ALT.

Men jeg synes, at livet har så mange facetter, så mange nuancer og op og nedture, som har tegnet lige præcis den vej, jeg går på. Og den er jeg dybt taknemmelig for. Jeg sætter pris på hvert enkelt skridt, jeg træder - og vælger selv at lægge mit fokus og min energi på de positive ting i hverdagen.

Jeg tror på lykke, men jeg tror ikke på, at man opnår lykke ved at stræbe efter 'lykken' som et isoleret mål. Jeg tror på lykke, som en tilstand - en måde at opleve verden på. Og der er masser af lykkelige og dejlige stunder i alle menneskers liv. Det handler bare om at være bevidst om at kunne se dem.

Jeg har mange lykkestunder, og de kommer i mange forskellige størrelser og nuancer. Det er dem, der gør mig vild med livet.

Hvilke lykkestunder har du haft i dag?






onsdag den 4. september 2013

Den anden afdeling

Jeg er allerede vild med mit nye liv som studerende. Det er helt fantastisk, og jeg føler mig vildt priviligeret! Jeg har fået en indre ro, som egentlig bare gør mig glad - så glad, at jeg ikke kan lade være med at smile:-) Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er det her, jeg skal.

Det betyder på ingen måde, at 'byhornung' og mine serigrafisk trykte bogstaver stopper her. Næ nej, jeg hverken kan eller vil leve uden - ihvertfald ikke lige nu. Men det kommer selvfølgelig til at betyde, at tempoet bliver en smule anderledes end det hidtil har været. Samtidig har jeg også en forventning om, at alt det kreative arbejde, jeg kommer igennem på skolen, vil give mig masser af nye og spændende idéer til 'byhornung'.

Så fra nu af bliver Kunstakademiets Arkitektskole den anden afdeling i mit liv - og det i mere end én forstand - for det kommer nemlig til at foregå på Afdeling 2. Studiet for Arkitektur, By og Bygning.


Kunstakademiets Arkitektskole i København har til huse i de smukkeste lokaler på Holmen.
Billedet har jeg lånt her